Richard Strauss har en fascinerende udvikling som komponist. Han slog i gennem i 1880erne og 1890erne med sine stort anlagte tonedigte, der var præget af optimisme og begejstring. Ttypisk hyldedes det frie selvstændige mennesket og dets evne til at frigøre sig selv i kamp mod omverdenen. Titlerne siger det hele: ”Don Juan” (1889“), ”Till Eulenspiegels lustige Streiche“ (1895), ”Ein Heldenleben” (1899) og ”Don Quixote” (1898). I operaen blev de arkaiske lidenskaber og orgier udpenslet i ”Salome” (1905) og ”Elektra” (1909). Mest kendt er det storladne tonedigt ”Also sprach Also sprach Zarathustra” (1896), der, som titlen antyder, tager udgangspunkt i Nietzsches berømte bog af samme navn (1883-1885), og hvor programmet til musikken følger overskrifte fra dette værk. Ligesom bogen starter det med solopgangen, hvor Zarathustra står op sammen med solen for på samme måde som den gavmildt at kaste lys over masserne som en bi, der har samlet for meget honning. I tonedigtet illustreret ved en dyb rumlen i de mørke strygere, der herefter aflyses af et hornmotto, der kaster de første lysglimt ud i mørket inden solen står op i hele orkestret.

Strauss havde generelt ikke meget til overs for kristen undermenneskementalitet, og dette var ikke mindre udtalt i relation til Alpesymfonien, der også tog udgangspunkt i et af Nietzsches værker:

Jøden Mahler kunne finde anerkendelse igennem kristendommen. Helten Richard Wagner kom i hans høje alder, gennem Schopenhauers indflydelse, ned til ham igen. Det står klart for mig, at den tyske nation kun kan vinde ny handlekraft ved at befri sig fra kristendommen. (…) Jeg vil kalde min Alpesymfoni for Antikrist, da den er moralsk renselse ved egen kraft, befrielse gennem arbejdet og tilbedelsen af den evigt herlige natur.

(Citeret fra Magdalena Klammingers programartikel, se linket nedenfor. Richard Strauss var i øvrigt ikke antisemitisk, selvom citatet måske kan give det indtryk.)

Netop alpesymfonien, ”Eine Alpensymfonie” (1915), er det sidste af Richard Strauss’ store tonedigte og også kulminationen på disse. Det var på programmet fredag aften sammen Strauss’ ”Metamorfoser, studie for 23 solostrygere” (1945), hvor alle, der endnu ikke var vokset fra at være guds barn, havde chancen for at opleve den musikalske renselse. Værket er, for at sige det mildt, så stort, at det halve kunne være nok! Der kræves et orkester på mindst 120 mand, der både er placeret på og uden for scenen, herunder hele to sæt pauker, en vindmaskine, to tubaer (!) samt en stortromme og en kæmpetromme! Strauss var eminent til at udnytte de klanglige udtryksmuligheder i et stort orkester og det bruges således langtfra altid til larmende kodaer, men mere til at skabe en klang, der er bredspektret, dyb og billeddannende: Alpesymfonien starter ligesom Also sprach Zarathustra med at det er mørk nat, hvorefter solen stiger op over bjergene. Herefter begynder en insisterende og retsløs rejse op i de musikalske højder. Vi kommer gennem skoven, over engen, forbi et vandfald og meget andet. Sågar møder vi et jagtselskab på vejen (12 horn uden for scenen) og kommer over sætteren, hvor vi hører koklokker fra de magelige drøvtyggere. Det bliver også en gang i mellem mørkt og farligt, og vi kommer på afveje, men turen op ad bjerget fortsætter imidlertid ufortrødent indtil vi står på bjergets top, hvor hele musikken kulminere med stor voldsomhed. Herefter går det i den grad nedad, hvor det pludselig bliver voldsomt stormvejr. Det hele ender dog med, at dagen slutter i et fredfyldt solstrålehav, hvorefter vi igen befinder os i den mørke nat. Det hele slutter som det starter, og men har svært ved at forestille sig at solen ikke igen står op for at tage sig endnu en tur over Alperne.

Det er naturligvis ikke kun solen, der står op og marcherer over Alperne eller en fysisk person, der går en tur i bjergene. Værket illustrer også et livsforløb, hvor mennesket fødes, lever og dør i en uendelig cyklus, og som citatet ovenfor viser, er det en dannelsesrejse, hvor mennesket skal besejrer sig selv og de farer og dissonanser, som det kommer ud for på sin vej igennem livet.

Det er pudsigt, at Alpesymfonien også skulle blive kulminationen på Richard Strauss’ store tonedigte. Herefter gik det lidt ned ad bakke, som i symfonien. Efter første verdenskrig var der ikke helt så meget ”Heltenleben” over musikken. Allerede med den store opera ”Kvinden uden skygge” (1919) om en kvinde, der ikke vil føde børn, og en kvinde, der ikke kan føde børn, antydes måske et lidt andet spor, hvor tabet af den gamle verden synes at stå ham klart.

Richard Struss var senromantiker med stort S og med hans død i 1949 var Europa i ruiner og den romantiske epoke, der i musikken blev skudt i gang med ”kanonbragene” i Beethovens Eroica i 1804, var endegyldigt forbi. Med de sørgmodige Metamorfoser fra 1945 grædes der for alvor over den verden, der gik tabt.

Alpensymfonien blev fredag aften leveret til noget nær perfektion og stående applaus af Det Kongelige Kapel under ledelse af den Strauss-erfarne Hartmut Haenchen, og det lover godt for den musikalske del af den opsætning af Wagners Parsifal, som han skal stå i spidsen for på Det Kongelige Teater fra marts til maj 2012.

Link til Det Kongelige Teaters hjemmeside med information om koncerten:

http://kglteater.dk/Alle_forestillinger/11_12/Koncerter/Symfonikoncert2.aspx

Uddrag

“Selve nerven i denne samfundskritik var frontalangrebet mod danskernes i hans øjne forpjuskede nationale holdning. Det danske folk var et svagt folk, et splittet folk og et materialistisk folk, der langt hellere end at afgive ofre for nationen, ville æde sig en kræft til. Der var ingen forskel på den Munk, der i Vedersø skældte sin menighed ud for at have købt ham fint sølvtøj i forbindelse med et jubilæum i stedet for at bruge pengene på sognets fattige, og den Munk der regelmæssigt fældede dommen over det danske folk i dagspressen.”

“Løsningen forekom ham længe at være diktaturet, eller måske rettere diktatoren. For diktatoren er jo netop, den der handler. Mussolini opfattede han først og fremmest som den handlingens mand, der ved marchen til Rom i 1922 havde vist demokraterne og splittelses-folkene døren, som havde set, hvad der var ret og så gjort det rigtige.”

“Man kan sige, at det gik op for Kaj Munk, at den moderne diktator ikke stillede sig tilfreds med at være Guds redskab, ret-færdighedens beskytter og troens vogter, men derimod selv ville være Gud. Munk gik sine egne veje og nåede på sin måde til denne indsigt, at det nye diktatur ikke bare var autoritært, men totalitært. Det ville udstrække sin magt til himlen og rane Guds trone.”

Printervenlig udgave

Artiklerne til Critique er typisk mellem 5 og 15 sider. Ønsker du at bidrage med en artikel inden for et emne med relevans for Årsskriftet Critique bedes du skrive til critique@konservativestudenter.dk Forslag modtages i form af artikler, resumeer eller ideoplæg. De bedes indsendt senest 10/12 2011.

mvh.
Redaktionen

Årsskriftet Critique har fået en lillebror eller en fætter. Siden 2008 har Årsskriftet været enplatform for debatten om den borgerlige og konservative kulturkamp, og som et led i en udvidelse af initiativet bag Årsskriftet, lancerer vi nu et nyt nettidskrift, som vi kalder for Replique. I Replique vil du særligt kunne læse anmeldelser af nyere og klassisk politisk filofisk og samfundsrelevant litteratur, samt anmeldelser og essays over nyere og klassiske værker inden for europæisk og vestlig kultur i bred forstand lige fra film til skønlitteratur. Repliques artikler vil løbende blive lagt op på denne blog og på Repliques egen side www.critique.ksaa.dk/replique. Nu overlader Critiques redaktion ordet til Repliques redaktør Rasmus Pedersen, der i sit forord til Replique skriver:

Siden systemskiftet, som den borgerlige valgsejr i 2001 er blevet betegnet, har Danmark været midt i en kulturkamp, i hvert fald hvis man skal tro begge sider af det politiske spektrum. Men det er symptomatisk for den såkaldte kulturkamp, at den ikke har været effektiv netop på kulturens område; om noget synes det, at billedet af en kulturel overklasse, der definerer sig i skarp modsætning til den brede befolkning står tydeligere end nogensinde. Kulturkampen har ikke så meget være et forsøg på at forandre dette billede af en venstreorienteret kulturel overklasse som et forsøg på at gøre denne kulturelle overklasses synspunkter og analytiske tilgange illegitime; man ville ikke komme med et borgerligt alternativ til smagsdommerne, men snarere fortrænge smagsdommerne fra den offentlige debat. Kulturkampen har på sin vis sejret ad helvede til; man har så at sige vundet kampen, men tabt kulturen.

Det er ellers ikke, fordi der har manglet borgerlige samfundsdebattører siden 2001; forskellige fremtrædende skribenter som Kasper Støvring, Katrine Winkel-Holm og Ralf Pittelkow for nu at nævne et tilfældigt udvalg har udgivet utallige bøger, optrådt i diverse medier, skrevet kronikker, artikler og blogindlæg en masse – de borgerlige synspunkter har domineret samfundsdebatten, men tilsyneladende ikke haft nogen effekt på den kulturelle elite, kulturkampen blev indledt mod.

Udgangspunktet for nærværende tidsskrift er, at kultur har betydning. Hvis kulturkampens frontkæmpere har troet på muligheden for at vinde kampen uden at tale om kultur, har de taget fejl. Et af formålene med tidsskriftet Replique vil være at bidrage med et mere positivt svar på spørgsmålet om, hvordan vi forstår kultur. To af hinanden afhængige opfattelser har domineret debatten og forståelsen af kultur de sidste 10 år: For det første, at kultur må forstås bredere og at skellet mellem høj og lav er kunstigt. Hvad enten det er landets universiteter eller medierne, er der hos begge en tendens til helt at have afskaffet den kvalitetsvurdering, der implicit ligger i skellet mellem høj- og lavkultur – fra Händel til hip-hop, som sloganet for musikvidenskab ved Aarhus Universitet lyder. Det hænger snævert sammen med den anden grundlæggende opfattelse af kultur: At kulturelle produkter først og fremmest er socioøkonomiske produkter; det, man traditionelt har forstået som værker med selvstændig værdi, er i den kulturelle analyse blevet forstået som et udtryk for politiske eller sociale problemstillinger. Man vurderer ganske enkelt det kulturelle produkt på nogle andre parametre end det kunstneriske, i højere grad som produkt end kultur.

Til disse grundlæggende opfattelser er der en alternativ position. Denne position holder på, at kultur i sig selv har værdi, men at al kultur ikke er af samme værdi. At det er muligt og nødvendigt at skelne mellem de store værker og personligheder, der afgørende præger vores selvforståelse, og det lette og overfladiske, der vil blive glemt; samt at kulturen er for vigtig til at blive overladt til politisk ensidighed. Det er denne position, tidsskriftet Replique vil forsøge at indtage. Den kultur, vi lever i, kan ikke skabes eller genskabes i nuet af den ideologiske kulturforståelse, der altid lader det politiske gå forud for analysen og dermed tilsidesætter værket. Netop fordi kulturen er det fælles, historiske grundlag, vi altid-allerede står på, er skellet mellem det høje og det lave vigtigt, fordi det lader os forstå hvad der er modsat den ideologiske kritiks hvad der burde være.

Som navnet antyder, er Replique tænkt som et tidsskrift med plads til debat. Formen som nettidsskrift er netop valgt som forsøg på at tage det bedste fra to verdener; tidsskriftets mulighed for dybdegående artikler kombineret med internettets mulighed for en mere løbende og livlig debat end det trykte tidsskrift. Tidsskriftets artikler og anmeldelser vil være friere og essayistiske; et andet formål er at levere artikler om kultur fri for teoretisk jargon. Overordnet sigter vi mod at levere artikler, der åbner for debat uden at gå på kompromis med grundighed og niveau.

Konkret vil artiklerne spænde vidt; der vil både være anmeldelser af ny debatlitteratur og film samtidig med essays og artikler om klassiske værker og kunstnere; artiklerne vil omfatte både samfunds- og kulturdebatten. Perspektivet er dog fælles: At tilbyde en alternativ opfattelse af kultur og levende mulighed for debat.

Artiklerne vil udkomme månedligt, startende med sprogforskeren Loránd-Levente Pálfis anmeldelse af Univers-serien. God fornøjelse.

Borgerlig Værdikamp version 2.0
v. folketingsmedlem (c) Henriette Kjær

Drop de lange udredninger
v. folketingsmedlem (c) Rasmus Jarlov

Konservatismen og den højreradikale terror
v. ph.d. stipendiat Christian Houlberg Skov

På kanten af modernismen
v. stud. mag. Rasmus Pedersen

Folkestyre eller Domstolsstyre
v. post. doc., ph.d. Kasper Støvring

Klog borgerlighed
v. mag. art. Henrik Gade Jensen

De provisoriske finanslove
v. ph.d. stipendiat Jens Wendel-Hansen

Konservatisme og nationalfølelse i sidste trediedel af det 1800-tallet
v. dr. phil. Jon A.P. Gissel

Fra dansk sprognævn til dansk sproglevn?
v. cand. mag. Christian Nicholas Eversbusch & Loránd-Levente Pálfi

Bestil Årsskriftet Critique 2011

Den norske højreekstremist Anders Behring Breiviks terror mod det norske samfund har herhjemme ledt til en voldsom debat om blandt andet forbindelsen mellem tonen i debatten og terrorangrebet og forholdet mellem den siden 2001 meget omtalte kulturkonservatisme og Anders Breiviks terrorhandling. Essayet Konservatismen og den højreradikale terror forsøger dels at skabe klarhed over fronterne i debatten, dels at rette en kritik mod såvel tendensen til at afskrive handlingen som uforståelig som af tendensen til at slå den bredere højrefløjs kritik af multikulturalismen i hartkorn med Breiviks højreradikalisme. Artiklen forsøger at vise skellet mellem et konservativ og et højreradikalt ideologisk udgangspunkt, samtidig med, at den fastholder, at konservative ikke per definition er immune over for radikalisering.

På grund af sagens tragiske aktualitet har vi besluttet at offentliggøre denne artikel før resten af Årsskriftet Critique 2011, som udkommer til september.

Uddrag

“Indtil videre synes to overordnede synspunkter at råde: Den første er det, der vil afskrive handlingen som galskab eller ondskab, det andet er det, der søger at identificere Breiviks ideologiske ståsted og her når frem til, at hans holdninger er nært beslægtet med gængs kulturkonservatisme. Der kan også spores en ideologisk opdeling, hvor groft sagt højrefløjen har betonet, at her var noget psykologisk på spil, mens venstrefløjen har forsøgt at bruge analysen til at underbygge en kritik af den højreorienterede, national- eller kulturkonservative diskurs, som har vundet frem i de senere år.”

“Hvad er da konservatismens kendetegn? Den britiske idéhistoriker Noël O’Sullivan har karakteriseret konservatismen som en politics of imperferction, hvorved han forstår en særlig måde at opfatte det politiske på, som betoner menneskets imperfektion, dets begrænsethed, og derfor afviser de moderne politiske idéer, hvis grundidé, som også den amerikanske konservative Russel Kirk stærkt betoner, er, at mennesket kan perfektioneres, og at politikkens mål derfor bliver at skabe det perfekte samfund.”

“…bevægelsen fra konservativ til højreradikal ideologi ligger altså ikke blot et kontinuum, men snarere en omtolkning af konservatismens grundlæggende ærinde. Det giver således bedre mening at tale om højreradikalismen som en perversion af konservatismen forårsaget af dyb kulturpessimisme, som slår over i en overdreven, næsten religiøs tro på menneskets muligheder for gennem handlingen at forandre alt, end at forstå den som en fortsættelse af konservatismen.”

Christian Houlberg Skov (f. 1985) er ph.d.-studerende i historie ved Aarhus Universitet og forsker i dansk konservatismes modernitetskritik i mellemkrigstiden.

klik for printervenlig udgave

Årsskriftet Critique 2011 bliver på ca. 150 sider og koster 100 kr. Det sendes direkte til din dør og du kan tegne abonnement her. 

Vi håber, at du vil synes om Årsskriftet Critique 2011 og gør opmærksom på, at vi i år har et særligt tilbud, således at du kan give et nummer af Årsskriftet gratis til en bekendt, hvis du har eller tegner abonnement på Critique inden 1/9 2011. Du skal blot skrive til os på critique@konservativestudenter.dk, så sender vi Critique til dig og vedkommende.

Årsskriftet Critique 2011 stiller skarpt på Det Konservative Folkepartis situation. Den konservative partiformand Lars Barfoed vil give sit bud på vejen ud af krisen og sit svar på, hvad konservatisme er og bør være. Dette spørgsmål vil også folketingsmand Rasmus Jarlov, som regnes for et af de unge håb i partiet, behandle. Endelig har vi lovning på en artikel fra Henriette Kjær, som i det seneste år har oplevet dansk politik på vrangen.

Derudover bringer vi en lang række andre artikler. Litteraten og kulturforskeren Kasper Støvring bidrager med en artikel om, hvordan medlemskabet af EU betyder, at folkestyret undergraves af et elitært og udemokratisk domstolsstyre. Professor Ditlev Tamm skriver i sin artikel om, hvordan dannelsen lades i stikken på landets universiteter og hvad dette kommer til at betyde. Filosoffen Henrik Gade Jensen bidrager med et forsøg på ud fra borgerlighedsbegrebet at definere en fælles liberal-konservativ platform, og supplerer med en historisk undersøgelse af borgerbegrebet i det moderne samfund. Stud. scient. anth. Erik Winther Paisley introducerer den interessante, aristokratiske, liberal-konservative forfatter Erik von Kuehnelt-Leddihn, der var en af de ledende skikkelser inden for amerikansk konservatisme efter Anden Verdenskrig.

Årsskriftet Critique 2011 byder også på en artikel af stud. mag. Rasmus Pedersen, som behandler forfatterne Dostojevskij, Hamsun og Thomas Mann med udgangspunkt i det paradoksale, at den moderne litteraturs store navne egentlig er konservative. Retorikeren Christian N. Eversbusch og leksikografen Loránd-Levente Pálfi behandler i deres artikel Dansk Sprognævns manglende forsvar for det danske sprog, som de oplever som en årsag til en sproglig og kulturel forarmelse.

Vi bringer også to historiske forskningsartikler. Dr. phil. Jon A.P. Gissel bidrager med en større artikel om konservatismen i slutningen af 1800 tallet, og behandler konservatismens forhold til det nationale i denne periode. Ph.d. stipendiat i historie Jens Wendel-Hansen skriver en artikel om forfatningskampen i slutningen af 1800 tallet, hvor han tager fat på nogle af de mange myter, som den radikale historieskrivning har indhyllet perioden i.

• Læs mere om Årsskriftet Critique 2011

• Bestil Årsskriftet Critique

Uddrag

“Kongedømmet har betydet meget for konservatismen i Danmark, fra sidste trediedel af 1800-tallet til i dag, om end det nu er trådt stærkt tilbage i det parti, som kalder sig konservativt. Ja, man kan endda sige, at den bevidste samling om kongedømmet er en væsentlig årsag til, at der i det hele taget er fremkommet nogen konservatisme i Danmark.”

“Kongedømmet er væsentligt for konservatismen i sig selv, men det er også udtryk for noget centralt i konservatismen på et bredere plan; ved den kontinuitet, som det repræsenterer, og ved den respekt, der er om kongens person, er kongedømmet et eksempel på konservatisme i praksis. Op mod nutiden melder der sig i stigende grad et spørgsmål om, hvordan man viderefører værdigheden i en tid, der i stigende grad har det uformelle som eneste kriterium, ja eneste mål?”

Jon A.P Gissel (f. 1961) er cand. mag. i historie og spansk fra Københavns Universitet, samt ph.d og dr. Phil. Jon A.P Gissel forsker i konservatisme med støtte fra Statens humanistiske forskningsråd og Veluxfonden, derudover har han i 2003 udgivet sin doktordisputats om historikeren Johannes Steenstrup ” Den indtrængende forstaaelse”

Læs hele artiklen her

Uddrag

“Det engelske sprogs indflydelse på såvel de kontinentaleuropæiske som klodens øvrige sprog har været støt stigende siden 1945. Især de seneste 15-20 år har engelsk bredt sig mere end nogensinde før i verdenshistorien – også i lande hinsides det tidligere Jerntæppe. Mange er bevidste om dette forhold, og meningerne deler sig som regel i to fløje: Der er dem, der er imod, de kaldes oftest “de sure gamle mænd” (de behøver imidlertid hverken at være sure, gamle eller mænd), og der er dem, der er for, det er bl.a., men bestemt ikke kun (for der er f.eks. også økonomiske og handelspolitiske interesser i spil), den unge generation.”

“I 1700-tallet erstattede danske sprogrensere mange franske og latinske ord ved lån fra tysk; enten ved direkte lån, indirekte lån eller blandinger (hybrider). Måske kunne nutidens danskere blive inspireret til det samme. Om end udbyttet nok vil være begrænset, kan de her omtalte tyske ordbøger sagtens bruges som inspiration under arbejdet med at præge danske afløsningsord”

Loránd-Levente Pálfi (f. 1981) har været ansat som forskningsmedarbejder på Center for Leksikografi på Aarhus Universitet. Han arbejder desuden som freelance oversætter og freelance indeksør. Endvidere er han medstifter af Modersmålskredsen samt medstifter af og medredaktør på dennes tidsskrift Budstikken : Nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt.

Læs artiklen her

Uddrag

”Det er for mig en af de store gåder i moderne politisk historie, at det fra 1970′erne og mange år frem på forunderlig vis lykkedes venstrefløjen at få taget en slags patent på at kere sig om natur og miljø. I øvrigt paradoksalt nok samtidig med at de socialistiske lande med Sovjetunionen i front præsterede et miljøsvineri og ressourcespild af nærmest ufattelige dimensioner. Jeg og mange andre forstod det ikke, da jeg var MF’er i 1980′erne, hvilket også var årsagen til, at Det konservative Folkeparti meget bevidst satte miljø på dagsorden kulminerende med Per Stig Møllers år som miljøminister.”

”Men holdninger er ikke nok. I det 21. århundrede kan politiske beslutninger ikke kun træffes ud fra, hvad man mener eller synes.Politik må også basere sig på fakta og viden. Det gælder ikke mindst på dybt komplekse problemstillinger som f.eks. Klimaudfordringen, hvor meninger ikke er nok.”

Connie Hedegaard (f. 1960) er cand. mag. i historie og litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Hun har flere gange været minister og har ligeledes gennem flere perioder siddet i Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

Læs Artiklen her

Carl Schmitt var en tysk radikalkonservativ jurist, der skrev en række meget indflydelsesrige bøger i mellemkrigstidens Tyskland. Hans engagement på den tyske højrefløj ledte ham ved nazistpartiets magtovertagelse, dels af opportunistiske grunde, ind i nazistpartiet, hvor han fik en position som det tredie riges kronjurist. Det betød, at hans tanker efter krigen i vidt omfang blev glemt, men i de senere år er interessen for særligt hans tidligere værket steget betragteligt og han er blevet genopdaget af både højre- og venstrefløjen.

Søren Hviid Pederesen introducerer bredt til personen Carl Schmitt og hans konservative tænkning og stiller spørgsmålet om hans tanker har relevans for en moderne konservatisme i dag. Ud over at være lektor i politisk filosofi på statskundskab på SDU har Søren Hviid Pedersen for nyligt udgivet en bog på DJØFs forlag om Carl Schmitt.

Det skal bemærkes, at lydkvaliteten i foredraget desværre ikke er så god som man kunne ønske.

Carl Schmitt v. lektor Søren Hviid Pedersen from Konservative Studenter, Aarhus on Vimeo.