Den kontroversielle digterpræst Kaj Munk indtog en central plads i dansk åndsliv op til og under 2. verdenskrig, men har siden været genstand for stor debat. I denne artikel af Christian H. Skov beskrives Munks virke indenfor både religion og politik – Munks forhold til højreradikalismen var kompliceret, men blev endegyldigt afgjort da nazismen viste sin stærke racisme og anti-semitisme, hvorefter Munk blev en af nazismens stærkeste kritikere, hvad der skulle føre til hans henrettelse i 1944.

Uddrag

“Selve nerven i denne samfundskritik var frontalangrebet mod danskernes i hans øjne forpjuskede nationale holdning. Det danske folk var et svagt folk, et splittet folk og et materialistisk folk, der langt hellere end at afgive ofre for nationen, ville æde sig en kræft til. Der var ingen forskel på den Munk, der i Vedersø skældte sin menighed ud for at have købt ham fint sølvtøj i forbindelse med et jubilæum i stedet for at bruge pengene på sognets fattige, og den Munk der regelmæssigt fældede dommen over det danske folk i dagspressen.”

“Løsningen forekom ham længe at være diktaturet, eller måske rettere diktatoren. For diktatoren er jo netop, den der handler. Mussolini opfattede han først og fremmest som den handlingens mand, der ved marchen til Rom i 1922 havde vist demokraterne og splittelses-folkene døren, som havde set, hvad der var ret og så gjort det rigtige.”

“Man kan sige, at det gik op for Kaj Munk, at den moderne diktator ikke stillede sig tilfreds med at være Guds redskab, ret-færdighedens beskytter og troens vogter, men derimod selv ville være Gud. Munk gik sine egne veje og nåede på sin måde til denne indsigt, at det nye diktatur ikke bare var autoritært, men totalitært. Det ville udstrække sin magt til himlen og rane Guds trone.”

Printervenlig udgave