- Forside
- Nyheder
- Foredrag
- Årsskriftet Critique
- Critique 2008
- Critique 2009
- Critique 2010
- Mine konservative værdier
- Til sikring af demokratiet
- Den konservative utopi
- De sorte jakobinere
- Aksel Møllers konservatisme og politiske arv
- Ansvar og ideal
- Blandt overmennesker og mystikere
- De descriptione temporum
- Kirke og stat
- Derfor er jeg ikke feminist
- Poul Schlüter og hans tid
- Artens overlevelse
- Critique 2011
- Borgerlig værdikamp 2.0
- Drop de lange udredninger
- Konservatismen og den højreradikale terror
- På kanten af modernismen
- Folkestyre eller domstolstyre
- Klog Borgerlighed
- De provisoriske finanslove
- Konservatisme og Nationalfølelse i sidste trediedel af 1800-tallet
- Fra Dansk Sprognævn til Dansk Sproglevn?
- Andre om Årsskriftet Critique
- Replique
- Bestilling
Det Konservative Folkeparti står i en historisk krise – for nylig viste en undersøgelse at 26 % af danskerne troede, partiet ville ryge under spærregrænsen. Dr. med. Peter Norsk har været medlem af partiet i 35 år, men meldte sig i 2010 ud som protest mod Lene Espersen og partiledelsen. Han kommer i sin bog Det konservative svigt med sin analyse af krisen. Søren Besenbacher anmelder her Peter Norsks bog, og vurderer, om nu også diagnosen er den rigtige?
Uddrag
“Peter Norsk hader Dansk Folkeparti inderligt i sådan en grad at han mener at saglige argumenter mod partiet er overflødige. I stedet henviser han til tonen i debatten og hans egen udlægning af Dansk Folkepartis motiver.”
“Set i bagklogskabens lys var det utvivlsomt en fejl at medtage burkaforbuddet i integrationsudspillet. Det var simpelthen for kontroversielt og endte med at stjæle opmærksomheden fra resten af det omfattende integrationsudspil.”
“Norsk beretter at han som nyvalgt hovedbestyrelses-medlem forsøgte at starte en diskussion om partiets konservative værdier og grundholdninger, da han mente at hovedbestyrelsen var et naturligt organ at tage den slags diskussioner i. Han fandt dog ikke megen interesse for den slags diskussioner i hverken folketingsgruppen eller hovedbestyrelsen.”
Printervenlig udgave
Velfærdsstatskritikken har på det seneste været tiltagende – en af de mest markante stemmer i debatten er Henrik Gade Jensen, der i en ny bog skriver om en næstekærlighed, der ikke er institutionaliseret gennem staten, og tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvordan et retfærdigt samfund kunne findes før velfærdsstatens omfordeling. Jacob Hedegaard anmelder her Henrik Gade Jensens bog.
Uddrag
“Det er en rød tråd i Gade Jensens bog, at frivilligheden er forudsætningen for egentlig godgørenhed, og at friheden hertil er i harmoni med fædreland, folk og familie, men tilsidesættes af staten, hvis udgangspunkt er tvang og voldsmonopol. Statens udgangspunkt er nemlig elitismen, hvilket medfører en foragt for civilsamfundets ’kejtethed’ og eksperimenterende fremfærd i forsøget på at opnå de ønskede resultater.”
“Som Jes Fabricius Møller skriver i en anmeldelse i Kristeligt Dagblad den 14. januar er Gade Jensen i sin fremstilling nærmere kommunitarist end liberal. Han underordner individet fællesskaberne, der udgør civilsamfundet. Og her bliver Gade Jensens fremstilling i lange stræk konservativ, idet civilsamfundet bliver garanten for en afvisning af det idealiserede samfund og dermed den konstruktivistiske menneskeopfattelse, som ses hos både socialister og liberale.”
Printervenlig udgave
Tagget med: anmeldelse • Gade Jensen • Hedegaard • kritik • menneskekærlighedens værk • samfundsdebat • velfærdsstat
Selv med betragtelig forsinkelse kan jeg anbefale at høre eller genhøre P1 Debat af 28/11 2011. Her diskuterer en sexolog ved navn Sara Skaarup med teologen Iben Tranholm. Førstnævnte advokerer for åbne eller såkaldt polyamorøse parforhold, og sidstnævnte leverer en skarp og kyndig opposition.
Det var ikke første gang P1 tog emnet op. For godt et år siden havde man også en polyamorøs i studiet. Historikeren Nina Søndergaard talte i programmet Vita for, at man måtte nedbryde de givne tabuer om polyamorøsiteten. Det gjaldt da mere omverdenens syn på polyamorøsiteten; og det skyldtes ifølge Nina Søndergaard den manglende åbenhed om emnet, det manglende frisind, at man ser skævt til denne frie udfoldelse af kærlighedslivet.
Diskussionen i P1 Debat drejer sig hovedsageligt om nogle andre aspekter ved emnet; nemlig om selve det polyamorøse (par?)-forhold overfor det monogame parforhold. Om karakteren af den kærlighed og de forpligtelser, det inddrager. Polyamorøsiteten indefra, kunne man sige. Omdrejningspunktet for dette indlæg er nogle refleksioner, som meldte sig hos undertegnede under lytningen til programmet. Nemlig den tilsyneladende forvirring af begreberne åbenhed og sandhed.
I forsvaret for den åbne samlivsform definerer Sara Skaarup troskab som det at være ærlig overfor sig selv og åben overfor sin partner og sætte denne fri. Kærlighed og seksualitet kan aldrig være forkerte – kun måden man regulerer det på, kan være forkert. Mellem kærligheden og seksualiteten er faktorernes orden ligegyldig, i den forstand at sex kan føre til kærlighed og kærlighed til sex, der er ikke et betinget forhold mellem de to relationer. Polyamorøse forhold er for mennesker, der i deres særlige kærlighed ”kan rumme” at sætte hinanden fri, bliver det udtrykt. I denne frihed begrænser partnerne ikke hinanden, og de kan blive til hele mennesker.
Deroverfor indvender Iben Tranholm, at det er problematisk, at det lystbetonede er dominerende i et forhold; det er særlig farligt, dersom man ved kærlighed forstår at give sig selv hen til den anden. Det vil sige at skellet mellem den ene og den andens glæde i nogen grad ophæves og at det i det mindste ikke er ens egen tilfredsstillelse, der går forud. At polyamorøsiteten består eller udleves i fuld forståelse med partneren, gør det for så vidt ikke bedre – det betyder blot, at man gensidigt har fået egoismen til at balancere. Man kommer på den måde ikke i dybden med det forpligtende forhold, og det er i det hele taget ikke godt at bruge andre mennesker til at tilfredsstille sine egne behov.
I diskussionen fremhæver Sara Skaarup flere gange, at der er en sandfærdighed i at erkende sin eventuelle lyst til andre end livspartneren. At være tro mod sig selv, er at være fri for at lyve. Det er naturligvis rigtigt i den forstand, at det meget vel kan være bedre end at lyve over begået utroskab. Sara Skaarup forudser en nuancering af synet på parforhold, der skulle gøre forholdene bedre og mere holdbare – fordi de er åbne og derfor ikke præges af løgn. De forskellige forhold tildeles med andre ord en moralsk kvalitet, som siges at stå i modsætning til løgnen, selvom ordet sandhed eller sandfærdighed ikke eksplicit bruges.
Mod slutningen diskuteres hvordan man forholder sig til børn i polyamorøse forhold. Sara Skaarup medgiver, at hun ikke vil lade (sine egne, forstås) børn se hende med en anden mand end deres far. Men det er så ikke en del af den løgn, der åbenbart gælder i et monogamt forhold, skal man forstå – det legitimeres i stedet i en betimelig respekt for, at børneseksualitet (sic?) og voksenseksualitet ikke er det samme, og derfor skal holdes adskilt. Det kan man jo kun være enig i, det er umiddelbart godt, at børnene forskånes for det. Men det betyder stadig, at der sættes parentes om det, de polyamorøse voksne gør: Man kan åbenbart svært overse, at polyamorøse forholds fortrinligheder blegner efter den målestok, man traditionelt har vurderet parforhold på – evnen til at starte og opbygge en familie (stor eller lille) i varme, trygge og forpligtende rammer. Derfor bliver det til, at den antagelige løgn, der i åbenhedens navn bortvises alle andre steder fra, godt må gælde over børnene.
Sara Skaarup bemærker endvidere, at der i moderne parforhold vil være højere til loftet, og at de vil være mindre lukkede. Det er i den forstand karakteristisk for emancipationen af ægteskabet og seksualmoralen i øvrigt, at det implicit antages, at åbenheden og sandheden er det samme. ”Løgnen” i de monogame forhold eksisterer fordi partnerne ikke er ”åbne” omkring det, at de givet kan have lyst til at omgås andre intimt. Men løgnen bliver ikke sand fordi den stilles åbent til skue. Akkurat som man kan indvende i Nina Søndergaards tilfælde, at nedbrydelsen af tabuet ikke ændrer ved selve polyamorøsitetens moralske kvalitet. Mennesket er altid i løgnen og nok så højloftede sale ændrer ikke derpå.
Vita 24/1 2011: http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2011/01/21141609.htm
Indlægget i hedengangne Konservativ Reaktion, som det afstedkom, kan desuden findes her, selvom siden ikke er aktiv: http://www.blogger.com/comment.g?blogID=29300690&postID=2156429303528476411
P1 Debat 28/11 2011: http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2011/11/20111128145237
Forholdet mellem religion og politik er omdiskuteret – både den liberalistiske højrefløj og venstrefløjen er kritiske over for forbindelsen. I denne kronik skriver nyvalgt MF’er Christian Langballe om denne forbindelse mellem religion og politik, og hvorfor den er vigtig. Langballe fremhæver blandt andet, at kristendommen virker som en bremse mod revolutionære eksperimenter som vi kender dem fra totalitære styrer. Samtidig leverer Langballe en kritik af den nye regering, der netop forsøger at nedbryde dette centrale forhold mellem kristendom og Folketing.
Uddrag
“Vores væsentligste opgave er at lovgive i synderes verden og dermed værne om tilværelsens orden til gavn for Danmark og det danske folk. Hermed også sagt, hvad politik ikke er. Det er ikke en vej til et paradissamfund, sådan som moderne revolutionære ideologer har hævdet.”
“Det revolutionære dogme er, at virkeligheden ikke er til på forhånd, men at den er noget, som politikerne skaber. På den måde bliver politikerne til sociale entreprenører, der former og skaber det nye samfund, det nye menneske. De anerkender ikke, at tilværelsen har en orden, og de anerkender ikke arvesynden. Vi kender den form for revolu-tionær tænkning fra forkromede totalitære ideologier som kommunismen, men den findes også i en postmoderne, kulturrelativistisk light-udgave, der bedst kan sammenfattes med ordet: Multikulturalismen.”
Printervenlig udgave
Tagget med: åbningsgudstjeneste • christian • folketinget • kristendom • langballe • politik • religion
Sidste år fik Årsskriftet Critique som bekendt en lillebror i tidsskriftet Replique. Siden da har Replique bragt en række alsidige og interessante artikler, der har haft særlig fokus på kulturdebatten. Derudover vil man også i Replique fremover kunne finde anmeldelser af borgerlig debatlitteratur og klassikere. Vi tilbyder nu et abonnement på Replique ganske gratis. Du skal blot udfylde formularen, så vil du en gang om månede få Replique direkte i din indbakke.
Kort om Critique
Årsskriftet Critique beskæftiger sig med den borgerlige og konservative idedebat. Det udgives af Konservative Studenter i Aarhus. Tilknyttet Årsskriftet er en foredragsrække på Aarhus Universitet.
Konservative Studenter- Generalforsamling i KS 10. februar 2012
- Konference i Konservative Studerendes Landsorganisation 18. januar 2012
- Tillykke med de 40 år, Deres Majestæt! 14. januar 2012
- Stakkels, stakkels Sophie … 11. januar 2012
- Vi holdt skansen 6. december 2011
