Selv med betragtelig forsinkelse kan jeg anbefale at høre eller genhøre P1 Debat af 28/11 2011. Her diskuterer en sexolog ved navn Sara Skaarup med teologen Iben Tranholm. Førstnævnte advokerer for åbne eller såkaldt polyamorøse parforhold, og sidstnævnte leverer en skarp og kyndig opposition.

Det var ikke første gang P1 tog emnet op. For godt et år siden havde man også en polyamorøs i studiet. Historikeren Nina Søndergaard talte i programmet Vita for, at man måtte nedbryde de givne tabuer om polyamorøsiteten. Det gjaldt da mere omverdenens syn på polyamorøsiteten; og det skyldtes ifølge Nina Søndergaard den manglende åbenhed om emnet, det manglende frisind, at man ser skævt til denne frie udfoldelse af kærlighedslivet.

Diskussionen i P1 Debat drejer sig hovedsageligt om nogle andre aspekter ved emnet; nemlig om selve det polyamorøse (par?)-forhold overfor det monogame parforhold. Om karakteren af den kærlighed og de forpligtelser, det inddrager. Polyamorøsiteten indefra, kunne man sige. Omdrejningspunktet for dette indlæg er nogle refleksioner, som meldte sig hos undertegnede under lytningen til programmet. Nemlig den tilsyneladende forvirring af begreberne åbenhed og sandhed.

I forsvaret for den åbne samlivsform definerer Sara Skaarup troskab som det at være ærlig overfor sig selv og åben overfor sin partner og sætte denne fri. Kærlighed og seksualitet kan aldrig være forkerte – kun måden man regulerer det på, kan være forkert. Mellem kærligheden og seksualiteten er faktorernes orden ligegyldig, i den forstand at sex kan føre til kærlighed og kærlighed til sex, der er ikke et betinget forhold mellem de to relationer. Polyamorøse forhold er for mennesker, der i deres særlige kærlighed ”kan rumme” at sætte hinanden fri, bliver det udtrykt. I denne frihed begrænser partnerne ikke hinanden, og de kan blive til hele mennesker.

Deroverfor indvender Iben Tranholm, at det er problematisk, at det lystbetonede er dominerende i et forhold; det er særlig farligt, dersom man ved kærlighed forstår at give sig selv hen til den anden. Det vil sige at skellet mellem den ene og den andens glæde i nogen grad ophæves og at det i det mindste ikke er ens egen tilfredsstillelse, der går forud. At polyamorøsiteten består eller udleves i fuld forståelse med partneren, gør det for så vidt ikke bedre – det betyder blot, at man gensidigt har fået egoismen til at balancere. Man kommer på den måde ikke i dybden med det forpligtende forhold, og det er i det hele taget ikke godt at bruge andre mennesker til at tilfredsstille sine egne behov.

I diskussionen fremhæver Sara Skaarup flere gange, at der er en sandfærdighed i at erkende sin eventuelle lyst til andre end livspartneren. At være tro mod sig selv, er at være fri for at lyve. Det er naturligvis rigtigt i den forstand, at det meget vel kan være bedre end at lyve over begået utroskab. Sara Skaarup forudser en nuancering af synet på parforhold, der skulle gøre forholdene bedre og mere holdbare – fordi de er åbne og derfor ikke præges af løgn. De forskellige forhold tildeles med andre ord en moralsk kvalitet, som siges at stå i modsætning til løgnen, selvom ordet sandhed eller sandfærdighed ikke eksplicit bruges.

Mod slutningen diskuteres hvordan man forholder sig til børn i polyamorøse forhold. Sara Skaarup medgiver, at hun ikke vil lade (sine egne, forstås) børn se hende med en anden mand end deres far. Men det er så ikke en del af den løgn, der åbenbart gælder i et monogamt forhold, skal man forstå – det legitimeres i stedet i en betimelig respekt for, at børneseksualitet (sic?) og voksenseksualitet ikke er det samme, og derfor skal holdes adskilt. Det kan man jo kun være enig i, det er umiddelbart godt, at børnene forskånes for det. Men det betyder stadig, at der sættes parentes om det, de polyamorøse voksne gør: Man kan åbenbart svært overse, at polyamorøse forholds fortrinligheder blegner efter den målestok, man traditionelt har vurderet parforhold på – evnen til at starte og opbygge en familie (stor eller lille) i varme, trygge og forpligtende rammer. Derfor bliver det til, at den antagelige løgn, der i åbenhedens navn bortvises alle andre steder fra, godt må gælde over børnene.

Sara Skaarup bemærker endvidere, at der i moderne parforhold vil være højere til loftet, og at de vil være mindre lukkede. Det er i den forstand karakteristisk for emancipationen af ægteskabet og seksualmoralen i øvrigt, at det implicit antages, at åbenheden og sandheden er det samme. ”Løgnen” i de monogame forhold eksisterer fordi partnerne ikke er ”åbne” omkring det, at de givet kan have lyst til at omgås andre intimt. Men løgnen bliver ikke sand fordi den stilles åbent til skue. Akkurat som man kan indvende i Nina Søndergaards tilfælde, at nedbrydelsen af tabuet ikke ændrer ved selve polyamorøsitetens moralske kvalitet. Mennesket er altid i løgnen og nok så højloftede sale ændrer ikke derpå.

Vita 24/1 2011: http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2011/01/21141609.htm

Indlægget i hedengangne Konservativ Reaktion, som det afstedkom, kan desuden findes her, selvom siden ikke er aktiv: http://www.blogger.com/comment.g?blogID=29300690&postID=2156429303528476411

P1 Debat 28/11 2011: http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2011/11/20111128145237