Rasmus Pedersen (f. 1988) er stud. mag. i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet

Stud. mag. Rasmus Pedersens artikel behandler blandt andet spørgsmålet om konservatismens radikalitet. Udgangspunktet er her en litterær analyse af tre fremtrædende modernitetskritikere forfatterne Dostojevskij, Knut Hamsun og Thomas Mann. Disse forfattere gjorde op med det, i deres øjne, naivt optimistiske og overfladiske menneskesyn, som præger moderniteten. På den måde identificerede de præcist nogle af de faremomenter, som knyttede sig til det moderne samfund, samtidig med at deres egne svar forblev æstetiske, men kunne tjene som anknytningspunkt for et konservativrevolutionært sindelag, som det der voksede frem i Weimar-republikkens Tyskland. I Efterkrigstiden forkastedes den konservative æstetiks radikale momenter, hvilket efterlod den politiske konservatisme med en ofte retningsløs pragmatisme, op i mod denne stiller artiklen Thomas Manns selvopgør og det forhold, at han netop fastholdt væsentlige momenter af sin kritik også efter sit opgør med den konservative revolution.

uddrag

“Dostojevskijs projekt er at sætte eksistensen i centrum. Modstanden mod de rigide systemer som eksempelvis liberalisme og socialisme er at finde i selve den menneskelige eksistens’ mangfoldighed. Det ligegyldige er samfundslivet og det politiske; disse er for Dostojevskij intet andet end overflade, der skjuler tilværelsens egentlige eksistentielle grundvilkår. På den måde er Dostojevskijs tidsforståelse også grundlæggende cirkulær: Ethvert menneske har en eksistentiel kerne, hvis essens det er kunstens opgave at udtrykke.”

“I tiden efter 1. verdenskrig dannede en række af tyske intellektuelle udgangspunkt for en bevægelse, der havde en række ligheder med Hamsun og Dostojevskijs livsfilosofisk inspirerede poetik; konservativrevolutionære, kaldte bevægelsen sig selv. De afviste som Dostojevskij og Hamsun marxismen, men var også i opposition til det borgerlige, der ikke havde ‘andet at byde på end borgerlighed og reaktion’”

“På den måde kan en undersøgelse af den tidlige modernismes konservative forfattere bidrage til på den ene side at kaste lys over modernismens mere traditionalistiske elementer, men samtidig vise en mere utopisk og revolutionær konservatisme, der så farerne – eller måske netop de manglende farer – ved moderniteten. Hvis Dostojevskij og Hamsuns store styrke er, at de fra første færd gennemskuede modernitetens forfladigende virkning, er det Thomas Mann, der som den første påpegede den samtidige fare og nødvendighed i det syn på livet, Dostojevskij og Hamsun delte, og som Mann skulle føre videre forbi modernismens dødvande.”