Jon A.P. Gissel (f. 1961) er cand. mag. i historie og spansk fra Københavns Universitet, samt ph.d og dr. Phil. Han er forfatter til bogen Den indtrængende forstaaelse om den konservative historiker Johannes Steenstrup.

Historikeren dr. phil. Jon A.P. Gissel, som tidligere har bidraget til Årsskriftet Critique med en artikel om forholdet mellem konservatisme og kongemagt undersøger i dette nummer forholdet mellem konservatismen og det nationale. Her når han frem til det for nogle måske overraskende, at de konservative til stadighed var kritiske over for en overdreven dyrkelse af det nationale, som den bl.a. kom til udtryk i de grundtvigianske miljøer. Tværtimod pegede man med henvisning til kristendommen på den større civilisatoriske sammenhæng og den kulturkreds, hvori Danmark indgik, og satte på den måde grænser for nationalismen, samtidig med, at man fastholdt en stærk kærlighed til fædrelandet, kulturen og historien.

Uddrag

“De konservatives forhold til nationaliteten er et vigtigt tema og er heller ikke entydigt. I denne periode og i hvert fald i første halvdel af 1900-tallet hang det ofte sammen med en stærk loyalitetsfølelse over for kongedømmet. En patriotisme var ikke noget nyt fænomen, men visse meget stærke nationale ytringer i 1800-tallet kunne ses som udtryk for en verdsliggørelse af tankegangen, en overførelse af religiøse følelser på rent jordiske anliggender og med udgangspunkt i Den franske Revolution. Det er ikke mindst hos den konservative teolog Henrik Scharling, at vi finder modstand imod denne forberedelse af moderniteten hos Grundtvig og hans tilhængere”

“Man har ofte, og tit med negativ betoning, fremhævet det nationale eller nationalitetens betydning for 1800-tallets kultur. Kirkehistorikeren Elith Olesen har f.eks. ikke sympati for Indre Missions leder Vilh. Beck og, ligesom andre, heller ikke for 1800-tallets nationalfølelse. Han skriver om Becks opfattelse af at repræsentere en udpræget dansk kristendom som nok typisk for de nationale mindreværdskomplekser, som dyrkedes med flid efter 1864. Hvordan kan synet på noget som dansk være udtryk for et nationalt mindreværdskompleks? Og hvordan dyrker man et mindreværdskompleks? Bemærkningen er nok karakteristisk for den utilpashed, som mange skribenter lægger for dagen, når de møder et Dannebrogsflag eller denne periodes nationale holdning.”

“De konservative så fædrelandet og folkets liv som et livsfællesskab, der indeholder både ideelle og materielle interesser, med et udtryk af juristen og højre-politikeren Carl Goos fra hans Almindelige Retslære. Dette livsfællesskab befinder sig mellem familie og verdenskultur. Hos Henrik Scharling betones det kristelige mere end det nationale. Hos brygger Jacobsen, hos Rovsing, hos Rasmussen viser sig en forbindelse mellem det nationale og verden: De ser ikke Danmark isoleret. Fædrelandsfølelsen er for disse mennesker en indlysende del af livet, men de bryder sig ikke om uhæmmet fremhævelse af danskhed, heller ikke stærk sproglig purisme. Det er ikke en holdning, hvor det oprindelige er det eneste afgørende, men også hvad folket har levet med i lange tider.”