Jens Wendel-Hansen (f. 1983) er cand. mag. i historie og samfundsfag og ph.d. stipendiat i historie Aarhus Universitet. Han er desuden redaktør for Årsskriftet Critique.

I sin artikel gør Jens Wendel-Hansen, der forsker i de danske godsejeres politiske selvopfattelse, op med en række af de myter, som har præget særligt populærhistoriens fremstilling af provisorietiden som et grundlovsstridigt diktatur. Dette gøres ved en minutiøs og velargumenteret gennemgang af det juridiske grundlag for det konservative styre, sådan som dette grundlag var givet ved Grundloven. Her vises det, at opfattelsen af styrets illegitimitet ikke havde rod i juraen og loven, men derimod i en demokratisk eftertids og de samtidige politiske modstanderes værdidomme.

Uddrag

“Det nuværende danske parlamentariske system er en naturlig konsekvens af, at man bredt har anerkendt det liberale demokratis retfærdighed, og det står som sådan uimodsagt. Alligevel er det mit formål med denne artikel at forsøge at gå tilbage og skildre de tanker, som de konservative kræfter med Estrup i spidsen kæmpede en indædt kamp for. Disse tanker har hidtil været overset, fordi det overordnede syn på periode i danmarkshistorien, man har kaldt Forfatningskampen – der vel kan siges groft set at dække over perioden 1866-1901, men som kulminerer med Estrups regeringsperiode – indtil nu har været præget af en solid arv fra de i kampen deltagende venstrefolk, som senere skildrede den ud fra deres eget synspunkt.”

“Estrups provisoriske finanslove sprang ud af den mulighed, som med grundloven var givet regeringen (i lovteksten: kongen) til at udstede foreløbige love – altså love, der var udstedt af regeringen alene uden om Rigsdagen, og som først blev afskaffet igen med Rigsdagens afvisning af dem. Begrundelsen var, at den manglende overensstemmelse mellem det liberale Folketing og det konservative Landsting gjorde, at det ikke var muligt at nå til et resultat om finansloven, som skulle skaffes til veje, hvis staten fortsat skulle eksistere.”

“En af de oprindelige tanker med tokammersystemet i det konstitutionelle monarki var et forsøg på at forene de tre statsformer monarki, demokrati og aristokrati. Monarken bevarede sin rolle som den, der udpegede regeringen, og desuden besad han et absolut veto mht. lovgivning. Demokratiet var repræsenteret i det bredt valgte andetkammer. Og aristokratiet var repræsenteret ved et førstekammer, som på den ene eller den anden måde var indsnævret i forhold til andetkammeret. Det kunne være baseret på arvelighed, livstidsudnævnelser, interesserepræsentation eller noget helt fjerde. Med Landstingets ændrede sammensætning fik man et førstekammer, der havde styrke til at stå det folkeligt valgte andetkammer imod. 1849-grundlovens Landsting havde været uden styrke, fordi dets sammensætning ikke var meget anderledes end Folketingets. Nu havde man et konservativt Landsting og dermed et stærkt aristokratisk element. Det stillede væsentlig andre krav til samarbejdsformen, fordi de to kamre som nævnt skulle være enige, og det var ikke længere lige så oplagt, hvordan regeringen skulle sammensættes, fordi de to kamre ikke længere havde samme politiske farve. Hvor Venstre således krævede, at løsningen måtte være, at Landstinget indordnede sig, fandt Højre, at Folketinget måtte acceptere, at det selv kun udgjorde ét af tre væsentlige forfatningsmæssige elementer, som der skulle herske balance imellem.”