Henriette Kjær (f. 1966) er medlem af Folketinget (C) og fhv. socialminister samt familie- og forbrugerminister.

Henriette Kjær har ikke alene oplevet sit partis krise, men også konsekvenserne af pressens nærgående og negative opmærksomhed på en måde, som i sidste ende fik hende til at vælge ikke at genopstille. Dermed er hendes røst dog ikke forstummet og i sin artikel Borgerlig værdikamp 2.0 ser hun dels tilbage på en begivenhedsrig politiske karriere, men forsøger samtidig at slå fast, hvad konservativ politik bør dreje sig om i fremtiden. Dette forsøg knytter an til nogle af de tanker, der er blevet bragt frem af folk som Jesper Beinov og Michael Böss i Berlingske Tidende. Værdikamp 2.0 er et forsøg på at genopfinde et borgerligt projekt, hvor værdikampen ikke kun skal dreje sig om de traditionelle værdipolitiske områder, men også har relevans i forhold til den økonomiske politik, fordelingspolitikken, socialpolitikken og spørgsmål om frihed og personligt ansvar.

Uddrag

“Jeg meldte mig altså ikke ind i Konservativ Ungdom og senere partiet, fordi det ville gavne mine personlige forhold. Jeg meldte mig ikke ind, fordi jeg syntes, at jeg betalte for meget i skat, eller fordi jeg havde et hus, som jeg var bange for skulle rammes af urimelige boligskatter. Jeg meldte mig ind, fordi jeg er et frihedselskende menneske, der tror på, at vi som individer er stærke og intelligente nok til at kunne forme vores egen tilværelse. Kort sagt: Jeg meldte mig ind på grund af værdipolitikken, der den gang i 80érne også rummede afstandstagen til de totalitære stater i Østeuropa.”

“De værdier, der ligger i at sikre den enkelte virksomhed og den enkelte familie frihed til at indrette sig, som de selv ønsker det og leve under begrebet Frihed under ansvar er vigtige for mig, og dét er værdipolitik for mig. Siden jeg blev politisk aktiv først i 80’erne er bunken af regler, indberetninger, kontroller, register samkørsler og så videre kun blevet større. Dermed er den enkeltes frihed blevet mindre. Det at tro på det enkelte menneske, er en positiv værdi for mig. Det modsatte, statens mistro til borgerne, er for mig en negativ værdi, der ikke må blive herskende, men som dog desværre vinder kraftig indpas.”

“Men i kampens hede mod ekstreme islamiser må vi ikke glemme kampen mod bureaukratiet, overformynderiet og nidkærheden. Jeg ønsker om nogen, at der føres markant borgerlig værdikamp, men værdikampen skal spredes ud til mere og andet end udlændingepolitiske spørgsmål. Vi skal ikke engang opfinde noget nyt. Vi skal blot genopdage vores udgangspunkt og bruge flere kræfter på at beskytte borgerne mod overgreb fra staten. Det er der ikke mange partier, der bruger kræfter på. Det er tværtimod populært, at optræde som borgernes beskytter ved at se ud, som om man tager hånd om alverdens problemer for de stakkels borgere. Vi er efterhånden gjort til ofre, alle som en. Derfor laves der forbud, kontrol og regler som aldrig før.”