Anders Toft Hansen (f. 1986) er BA, stud. jur. på Aarhus Universitet.

BA, stud. jur. Anders Toft Hansen skriver i sin artikel Den konservative utopi om, at også konservatismen altid står i fare for at udvikle sig til utopi. Konservatismen kan som alle andre ideologier, eller hvad vi nu skal kalde konservatismen, udvikle sig til et færdigsyet politisk system, der altid har svaret på rede hånd og hvis politik dannes under stadig hensyn til en ide om en konservativ utopi. Anders Toft Hansen anfører, at det er afgørende, at konservatismen står ved sit kristne fundament, som fremhæver menneskets syndighed og fastholder det på dets konkrete eksistens i den historiske virkelighed.

Uddrag

”Konservatismen er derfor et opgør med utopien. Når mennesket gør sig selv til Gud og mener at kunne revolutionere samfundet og standse historien, må den konservative påvise, at intet menneske i kraft af sin egen fornuft er i stand til at indse uerkendelige, absolutte sandheder, hvorfor ingen har en opskrift på paradiset. Derfor skal samfundsudviklingen i stedet baseres på indvundne erfaringer og erkendelser.”

”Man bør tillige holde sig for øje, at rationalismen og dennes dyrkelse af fornuften skabte en særlig grobund for dannelsen af ideologierne. Idéen om, at mennesket via sin egen fornuft er i stand til at forstå virkeligheden fuldt ud, er derved den fuldstændige modsætning til konservatismens påpegning af, at den nøgne, ideologisk-konstruerede tanke fører til fejltagelse. Oplysningstiden må derfor afvises af den konservative.”