C.S. Lewis (1898-1963) var britisk forfatter og filolog. Han underviste på både Oxford og Cambridge i engelsk litteratur i middelalderen og renæssancen. Derudover var han en aktiv kristen apologet og forfatter til flere skønlitterære værker såsom historierne om Narnia.

Forskningsbibliotekar Peter E. Nissen har oversat Lewis tiltrædelsesforelæsning fra Cambridge til dansk. Lewis udtrykker i sin tekst på baggrund af nogle overvejelser om epoke-begrebet i historien bekymring over den post-kristne epoke, vi nu befinder os i, hvor vi ikke vil være kristne og ikke kan være hedninge. Der er tale om en kulturkonservatisme med en stærk grad af pessimisme for det post-kristne Europas fremtid.

Uddrag

”Idet jeg taler fra en nyoprettet lærestol, kan jeg se mig selv befriet fra én forlegenhed blot for at falde over i en anden. Jeg har ingen store forgængere, som overvåger mig, men på den anden side må jeg derfor forsøge (som i teaterverdenen) at ’kreere en rolle’. Ansvaret er tungt. Hvis jeg mislykkes, vil universitetet måske fortryde ikke blot min udvælgelse – en fejl, som i værste fald kan overlades til Den Store Læge – men måske endda, hvilket er meget mere tungtvejende, oprettelsen af selve stillingen.”

”Men jeg erkender, at hvad der så kraftigt har skabt grobunden for denne holdning i det menneskelige sind, er en ny grundliggende forestilling. Det er forestillingen om gamle maskiner, som bliver erstattet af nye og bedre. For i maskinernes verden er den nye for det meste bedre og den oprindelige den kluntede. Denne forestilling, kraftfuld i alle vore tanker, regerer næsten uden rivaler hos de uuddannede. Thi for dem, næstefter ægteskab og familieskab, er de store milepæle i livet tekniske fremskridt. Fra den gamle cykel til motorcykel og dernæst til den lille bil; fra grammofon til radio og fra radio til fjernsyn; fra komfur til ovn; dette er vigtige stationer på deres pilgrimsfærd. Men uanset af denne årsag eller af en anden; denne tilgang til livet, som har sat sine aftryk i vores sprog, er i sandhed det, som skiller os tydeligst fra vore forfædre, og fraværet af dette ville synes os mest fremmed, hvis vi kunne gå tilbage til deres verden.”