Rasmus Jarlov (f. 1977) er cand. merc. medlem af Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation (C).
Rasmus Jarlov betragtes af mange som et af de mest lysende håb for Det Konservative Folkeparti, og sikkert er det, at han i løbet af sin korte karriere i Folketinget har formået at skabe en stærk platform for sig selv såvel som for Det Konservative Folkepartis politik. Rasmus Jarlov er en politisk kommunikator, men også funderet i en nødvendig forståelse af det konservative idégrundlag. Det er da også i behovet for Det Konservative Folkeparti at kommunikere klarere, at han tager sit udgangspunkt, men han slår samtidig fast, at det ikke kun drejer sig om kommunikation eller om at tale om værdier. Partiets problem er nemlig dybere: At der slet ikke er enighed om hvilke værdier, der bør tales om – og her er det første problem som skal løses.
UDDRAG
“Problemet er ikke, at vi ikke taler nok om værdier. Problemet er desværre meget mere grundlæggende, at vi ikke har besluttet og er enig om, hvad konservative værdier overhovedet er. Før det er klart, er det fuldstændigt ligegyldigt, hvor meget vi taler om værdier. Det vil aldrig fremstå konsistent og klart og vil derfor være virkningsløst.”
“Det Konservative Folkeparti skal vedtage maksimalt fem varige grundprincipper, som vi skal basere vores politik og kommunikation på. Det betyder naturligvis ikke, at vi skal smide hverken Burke eller resten af konservatismens kompleksitet over bord. Men som kommunikationsplatform og som fundament for en fælles identitet og retning, må vi udvælge det vigtigste og lade det skinne klart og tydeligt igennem i alt, hvad vi gør.”
“Man kommer ikke udenom det nationale element i konservatismen. Nationalstaten er konservatismens forudsætning og fundament og den bindes sammen af kulturen. Heri ligger både Gud. Konge og Fædreland. Danmark er bundet sammen af sprog, historie og traditioner, som giver borgerne et fællesskab og en loyalitet over for samfundet. Det er værdier, som Det Konservative Folkeparti må holde op med at have berøringsangst overfor. Så længe vi har det, er vi som en dreng, der ikke vil kendes ved sit højre ben og derfor halter på sit venstre.”