Poul Schlüter er Danmarks eneste konservative statsminister siden stiftelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915. Det er derfor ikke så underligt, at han inden for partiet er blevet en nærmest mytologisk skikkelse, som på mange områder har overtaget den rolles som John Christmas Møller tidligere havde. Senere konservative partiledere har alle målt sig i forhold til ham, og ikke mindst har andre målt dem i forhold til ham – oftest med et resultat, der ikke har været gunstig for efterfølgerne. Men skiftende konservative ledelser har også villet gøre gældende, at de videreførte Poul Schlüters pragmatiske socialkonservatisme, hvor man ikke var “så konservativ så det gjorde noget”, og altid forlod en forhandling med et forlig under armen. I denne artikel rejser historikeren Anders Orris to spørgsmål, der rykker ved billedet af Poul Schlüter. For det første var Poul Schlüter virkelig et eksempel på en blød midterorienteret konservativ og var den denne ideologiske linje, der genrejste partiet fra han trådte til i 1976? For det andet, hvad var egentligt resultaterne af Schlüters periode som statsminister?
Angående det første påviser Orris, at Schlüter i udgangspunktet identificerede sig med partiets højrefløj, der med landsretssagfører Kristian Mogensens 11 teser havde lanceret en liberalt influeret reformkonservatisme:
Den kurs, Kristian Mogensen udstak, tog udgangspunkt i en oppositionel stillingtagen til velfærdsstat og skattetryk, og en refokusering på klassisk konservativt tankegods som skepsis over for forhastede samfundsforandringer, et klart og præcist forsvar for retsstaten og endelig et forsvar for selvforsørgelse, flid og iværksætteri. I praksis indebar den stillingtagen, at Schlüter bekendte dels kulør i forhold til, hvilken fraktion der kunne se frem til at nyde fremme, dels kulør i forhold til, hvilken rådgiverkreds han søgte.
Denne udprægede ideologisk konservative linje, knyttede Schlüter imidlertid til et ønske om altid at opnå konkrete resultater, derfor fik han fra starten ry af at være pragmatiker. Først relativt sent i sin embedsperiode kaste han sit lod i venstrefløjens vægtskål, hvilket i følge forfatteren var en af årsagerne til, at en bedømmelse af Schlüters tid snarest må falde negativt ud, som et eksempel på, at man ikke var i stand til at gøre, hvad der skulle til for at skabe et mere konservativt samfund:
I Poul Schlüters statsministertid vedblev de offentlige udgifter med at stige. Tre, fire og fem procent på årsbasis – trods den økonomiske krise. Schlüter gennemførte generøse overenskomster, der gav stærkt fordyrende lønfremgange på fem, otte, endog ti procent. Schlüter gennemførte også en række andre fordyrende indgreb, som vi aldrig er sluppet af med. Momsen steg, afgiftstrykket ligeså. Nok fik indkomstskattetrykket et nøk nedad, men kun som led i den måske mest bekymrende udvikling i Vesteuropa: At skiftende og partimæssigt forskellige regeringer lader indkomstskattetrykket falde, alt imens beskatningen øges tilsvarende – eller mere – på en række andre områder.
pRINTERVENLIG UDGAVE
Anders Orris (f. 1984), stud. mag., og BA i historie og litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet i Odense. Formand for Konservativ Ungdom i Odense og tidligere folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti.