Den britiske forfatter C.S. Lewis (1898-1963), der blandt andet har skrevet Narnia-bøgerne, og desuden havde et større kristent forfatterskab bag sig, blev i 1954 udnævnt til professor i engelsk middelalder- og renæssancekultur. Som traditionen foreskrev holdt han ved den lejlighed en tiltrædelsestale, der imidlertid var noget ud over det sædvanlige. Lewis fremhævede de store linjer i historien og forsøgte herigennem at nå til klarhed over vor egen moderne tids vilkår. I 2010 bragte Årsskriftet Critique denne tale De Descriptione Temporum i en oversættelse foretaget af forskningsbibliotikar Peter E. Nissen.
Lewis’ lærestol på Cambridge var nyoprettet og dette var hans udgangspunkt i De Descriptione Temporum, men den umiddelbare mangel på tradition inden for området, betød også, at han stod i en position, hvor han i højere grad kunne definere disciplinens mål. Det var dette han udfoldede i sin samtidsdiagnose, der i høj grad var en kritik af en modernitet, som havde afskåret sig selv fra sine kriste rødder. Et sted skrev han:
”Men jeg erkender, at hvad der så kraftigt har skabt grobunden for denne holdning i det menneskelige sind, er en ny grundliggende forestilling. Det er forestillingen om gamle maskiner, som bliver erstattet af nye og bedre. For i maskinernes verden er den nye for det meste bedre og den oprindelige den kluntede. Denne forestilling, kraftfuld i alle vore tanker, regerer næsten uden rivaler hos de uuddannede. Thi for dem, næstefter ægteskab og familieskab, er de store milepæle i livet tekniske fremskridt. Fra den gamle cykel til motorcykel og dernæst til den lille bil; fra grammofon til radio og fra radio til fjernsyn; fra komfur til ovn; dette er vigtige stationer på deres pilgrimsfærd. Men uanset af denne årsag eller af en anden; denne tilgang til livet, som har sat sine aftryk i vores sprog, er i sandhed det, som skiller os tydeligst fra vore forfædre, og fraværet af dette ville synes os mest fremmed, hvis vi kunne gå tilbage til deres verden.”
Lewis skildrede en post-kristen virkelighed, hvor fremskridtstroen havde erstattet den gamle verdens virkelighed, og i en vis forstand forfladiget den. Han var ikke optimist, men forstod, at der tilsyneladende ingen vej var tilbage til den tid, som man havde lagt bag sig.
“Der, hvor jeg fejler som kritiker, kan jeg være nyttig som eksemplar. Jeg vil endda vove at gå længere. På vegne af ikke kun mig selv, men for alle andre gammelvestlige mænd, som I vil møde, vil jeg sige; brug jeres eksemplarer, mens I kan. Der vil ikke være mange flere dinosaurer tilbage.”