Kasper Støvring skrev i Critique 2008 om konservatismens menneskesyn, som han karakteriserede som en antropologisk realisme, der betonede menneskets behov for institutioner. Dette er et grundlæggende træk ved konservatismen, der stiller den i modsætning til politisk radikalisme. Artiklen er nu lagt online og kan læses her:  http://critique.ksaa.dk/wp-content/Institutionskonservatisme.pdf

Kasper Støvring (f. 1973) er ph.d. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og post. doc på SDU. Derudover er han Forfatter til bogen “Blivende værdier” om den konservative kulturkritik og kulturkamp og har desuden redigeret antologien “Den borgerlige orden”.

 Med udgangspunkt i konservatismens antropologiske realisme, udlægger litteraten Kasper Støvring konservatismens forhold til institutionerne, som den sætter op imod radikalismens evige trang til reformer.

 Uddrag

“Ifølge en udbredt konservativ opfattelse er det moderne samfund i høj grad karakteriseret ved normopløsning. Individet har vundet frihed, men individet er et risikabelt væsen, et “ondt” væsen. Derfor må man reagere institutionsvenligt på friheden. Institutioner tilbyder nemlig måder at kultivere mennesket, så han kan få noget godt ud af det. Denne institutionelle konservatisme indebærer samtidig en kritik af anarkismen og radikalismens opgør med det bestående.”

 ”den konservative tradition fastholder altså, at mennesket har en natur, og den er ond eller i hvert fald risikabel. Det synspunkt medfører et opgør med tanken om den blanke tavle, dvs. ideen om menneskesindet som en tabula rasa, der fyldes ud af den påvirkning, mennesket får gennemlivet.”

 ”Konservative afviser den minimale kultur, for ultimativt har den at gøre med lystbetonet tilfredsstillelse af den enkeltes private drifter uden moralske skranker. Konservative vil i stedet knytte an til den maksimale kultur, der anviser en fælles mening og derved knytter den enkeltes projekter til en større fælles målsætning.”