Fra Critique 2009: Kai Sørlander- Er konservatismen rationel?

Kai Sørlander (f. 1944) er forfatter, filosof og har udgivet flere bøger bl.a. “Det uomgængelige” (1994), “Den endegyldige Sandhed” (2002) og senest i 2008 bogen “Forsvar for rationaliteten”.

Den danske filosof Kai Sørlander, der er aktuel med bogen “Forsvar for rationaliteten” leverer sit bud på en konsistent konservativ politisk filosofi, der erkender rationalitetens kulturelle forudsætninger og derfor gør op med en multikulturalisme og en radikal relativisme, der i sin rod relativerer alle sandheder foruden den, at alle sandheder netop er relative. Samtidig tager Sørlander afstand fra en ureflekteret konservatisme, der blot ønsker at bevare hvad der nu engang tilfældigivis er. Konservatismen bliver derfor hos Sørlander et nødvendigt udgangspunkt for forsvaret af en rationel og fornuftigt samfundsorden.

Uddrag

“Således må vi forstå, at konservatismen er en politisk holdning eller ideologi, som står i modsætning til andre politiske ideologier som fx liberalisme og socialisme. Og vi må forstå, at det at spørge, om en sådan holdning er rationel, er ensbetydende med at spørge, om der kan gives alment forpligtende argumenter for at foretrække den frem for alternativerne. Så det helt simple spørgsmål er, om der kan gives en alment forpligtende argumentation for at foretrække konservatismen frem for de alternative politiske ideologier.”

“Konservatismen er først og fremmest en besindelse på, at man som enkeltindivid “altid allerede” er indfældet i en konkret historisk samfundsorden med et særligt sprog, specielle omgangsformer og en fælles skat af fortællinger, både historiske og mytologiske. Det hele udgør et væv, som på den ene side giver individet identitet, og som på den anden side giver samfundet en nødvendig sammenhængskraft og fællesskabsfølelse.”

“…folk, som selv troede, at de forsvarede en rationel demokratisk orden, i realiteten har medvirket til at undergrave fundamentet for denne orden. De har været ofre for deres egen forplumrede tankevirksomhed. I sig selv burde det ikke være noget større problem. Men den store tragedie er, at det er denne forplumrede tænkning, som har været den herskende sociale konsensus. Og den har været det i en sådan grad, at det en tid lang er lykkedes den at skubbe den reflekterede konservatisme ud af den demokratiske debat”